“Antropologiens vidensprojekt er at redegøre for gensidigheden og dynamikken mellem det enkelte handlende menneske og det komplekse sociale fællesskab. Dette projekt kan udformes på utallige konkrete måder og udfoldes i alle hjørner af verden; men alle steder er udgangspunktet det helt almindelige liv, som det leves og opfattes af folk selv, og som netop af den grund er helt almindeligt”
Kirsten Hastrup (2003:9)
Navn: Bettina Maindal Kjærgaard
Nuværende stilling: Lektor i Kultur hos Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K), VIA University College, Aarhus
Kandidat: Pædagogisk antropologi
Speciale: ““Ligesom dem på TV” – Et pædagogisk antropologisk studie af fænomenet unge mødre online og offline.
Bachelor: Pædagog
Om min nuværende karriere:
Jeg underviser på professionsbacheloruddannelsen i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K), hvor mine ansvarsområder og undervisning er målrettet Kultur og Kommunikation, samt pædagogik og didaktik. 3K modtog første hold studerende september 2010, så vi er en relativ ny uddannelse. Jeg blev ansat februar 2015, og jeg føler mig privilegeret ift. at få lov til at være medskaber af en uddannelse, som 3K. Det er både vanvittigt spændende med de pædagogisk antropologiske briller på, og vanvittigt hårdt med praktiker-brillerne på, men virkelig et spændende felt 🙂
Jeg underviser bl.a. på et 20 ugers modul, der hedder Kultur- og Religionsmøder, og Organisationskultur (KRO). Her kommer pædagogisk antropologi virkelig i spil, da vi har bygget modulet op omkring et 14 dages feltarbejde, hvor de studerende undersøger hverdagslivet på sociale væresteder, i fodboldklubber, hos religiøse organisationer m.m. De bliver bl.a. undervist i forskellige former for interviews, deltagerobservation, kulturforståelse, etiske overvejelser i og om felten, kvalitativ og kvantitativ undersøgelser, feltnoter, religionsmøder osv.
De studerende afslutter modulet med aflevering af en opgave (feltrapport) og en mundtlig eksamen. At følge de studerende og deres opdagelser i felten er én af mine yndlingsting som underviser, og jeg bliver altid imponeret over hvor engageret de studerende er i forløbet, og hvor meget antropologien kan i en læreproces.
Jeg har aldrig tænkt at jeg skulle være underviser, men tog kandidaten for at blive pædagogisk konsulent inden for børn- og ungeområdet. Da jeg blev færdig i maj 2011 var det meget småt med konsulentstillingerne, så jeg søgte som pædagogisk leder og fik et spændende job i en daginstitution. Tiden som pædagogisk leder har givet mig stærke kompetencer ift. at stå foran andre, at tale foran mange forskellige mennesker, at skulle lede andre med en faglig ro og tro på projektet, og dette nyder jeg virkelig godt af som underviser. Tiden som leder lærte mig også, at jeg gerne ville noget andet – jeg ville gerne tilbage til drømmen om konsulent-jobbet, så jeg sagde op og begyndte som selvstændig pædagogisk antropologisk konsulent. For at sikre en fast indkomst, skrev jeg til VIA University College om de manglede en ekstern konsulent eller underviser, og fem dage senere blev jeg ansat som timelærer på Akademiuddannelse, hvor jeg skulle undervise i Pædagogisk Antropologi. Derudover fik jeg tilbudt konsulentopgaver, så stille og roligt arbejdede jeg mig længere ind i VIA, og da jeg i sommeren 2014 så et opslag i min LinkedIn gruppe for Antropologer om undervisning på 3K slog jeg til. Fire år senere kan jeg tænke tilbage på en tid præget af tilfældigheder og hårdt arbejde. Uanset hvordan drømmen begynder, så skal man være åben for nye drømme og nye måder at gøre pædagogisk antropolog på. Selvom lederjobbet ikke var mig, så har det lært mig så meget, som jeg bruger i dag, så søgningen efter “drømme-jobbet” kan være snørklet, men ikke desto mindre utrolig lærerig.
Et gennemgående tema for mig har dog altid været kulturelle fællesskaber. Min enorme nysgerrighed på forskellige sociale fællesskaber (børnefællesskaber, fagkulturer, studiefællesskaber m.m.) har præget både mine ansøgninger til jobs, min tilgang til jobsamtaler og min måde at arbejde på. Det er også derfor, citatet af Hastrup står meget centralt for mig som pædagogisk antropolog; udgangspunktet er altid det almindelige liv, som det leves og forstås af folk selv – så hav respekt for det.
Om min kandidatafhandling
Jeg var lige kommet hjem fra en lang rejse til Thailand med min familie, hvor jeg havde været på feltarbejde i en svensk skole midt i en thailandsk kultur. Jeg var sikker på, at noget af feltarbejdet i Thailand skulle danne rammen om min afhandling, men så åbnede jeg for Nyhederne og blev nysgerrig på debatten omhandlende programmet “De unge mødre”. Jeg googlede løs på forskellige medier og spørgsmålene blev flere og flere. Jeg kunne ikke slippe denne nysgerrighed omkring “De unge mødre”, så derfor valgte jeg at lave en pædagogisk antropologisk undersøgelse af fænomenet unge mødre. Jeg lavede feltarbejde både i en ‘online kontekst’ (studie af programmet, undersøgelse på sociale medier m.m.) og i en ‘offline kontekst’ (deltagelse i mødregrupper for unge mødre, interviews af unge mødre m.m.) Mit ‘offline’ feltarbejde foregik i Sønderjylland, hvor jeg var så heldig at følge en mødregruppe for unge mødre. Jeg interviewede dem omkring deres oplevelse af programmet, programmets betydning for deres eget liv osv. Jeg ønskede nemlig at undersøge daværende socialminister Benedikte Kiærs tese om, at programmet “De unge mødre” glorificerer det at være ung mor og derfor kan påvirke unge piger til blive mor i en tidlig alder. Der er mange spændende ting at fortælle om denne rejse ind i de unge mødres verden, men noget der står særligt klart var det paradoksale i at programmet “De unge mødre” både er glorificerende og stigmatiserende, samt hvordan samfundet behandler unge mødre. Især sidstnævnte opdagelse gjorde stort indtryk på mig. Min ene 20 årige informant fortalte, at når hun stod ved busstopstedet med barnevognen var der voksne mennesker, som sagde; “Du er sikkert lige så dum som de unge mødre på tv”, eller; “Er det ansvarligt at du er blevet mor, unge mødre kan jo ikke passe på deres børn?” Listen med fornærmelser var lang, og de unge piger i mødregruppen i Sønderjylland fortalte, at programmet ikke gjorde det nemt at være ung mor, fordi folk dømmer dem med referencer til programmet. At fremstille livet som ung mor på tv, der mere ligner et reality-show end en dokumentar er muligvis én ting, men at voksne mennesker drager direkte parallel mellem en redigeret tv-serie og den virkelige hverdag som ung mor, er en helt anden sag. Etikken skriger på opmærksomhed i min undersøgelse, og med min pædagogisk antropologisk nysgerrighed på dette felt, håber jeg, at min undersøgelse kan bidrage med nuancer til debatten omkring fænomenet unge mødre. Lige præcis at kunne nuancere hverdagsliv og udfordre kulturelle forforståelser er en kompetence i den pædagogisk antropologisk værktøjskasse, som kan anvendes i alle sammenhænge og som kan give de mindre fællesskaber en stor stemme.
Kontakt og mere info
Find mig på LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/bettina-maindal-kjærgaard-23b0874/
Pædagogisk Antropologisk Forening 